Her til aften skal vi have bao til middag. Og da vi tit har et eller andet syltet med på bordet, tænkte jeg det ville være lækkert med en syltet agurk. Det er tiltænkt at ingefæren også skal bruges, derfor er de fra start skåret ud som tændstikker. Så er de lige til at fiske op og bruge. Ud over dét, skal lagen fra agurkerne bruges til en mayo. De er derfor ret centrale og inden jeg laver maden helt færdig, vil jeg lige skrive opskriften ned, så den er klar til at blive delt.
Sylteprojekter som dette er gode, fordi efter de er blevet brugt til aftensmaden, bliver låget sat på og så indgår de i madpakkerne resten af ugen.
Syltede skoleagurker med ingefær
- 3 skoleagurker
- 1 tommelfinger ingefær
- 1 stjerneanis
- 1 tsk sennepsfrø
- 4-6 sorte peberkorn
- 1 dl æblercidereddike
- 1 dl sukker
- 1 dl vand
Vask og skær agurkerne ud i tykke stave. En skoleagurk skal deles i 6 stykker. Du kan godt bruge almindelige agurker, så skærer du blot stave af dem.
Vask og skrald din ingefær. Skær den ud som tændstikker.
I en gryde tilsætter du ingefær, stjerneanis, sennepsfrø, peberkorn, eddike, sukker og vand. Giv det et opkog. Når sukkeret er opløst helt, trækker du det fra varmen.
Imens du koger lagen, vasker du og skolder et syltetøjsglas. Stop agurkerne ned i glasset, så de står op. Med en ske eller pincet stopper du ingefærtændstikkerne ned i glasset mellem agurkestavene og hælder resten fra gryden i glasset.
Sørg for at alt i glasset er dækket af lage.
Skru låg på glasset og stil det på køl. Det er klar til brug efter et par timer, men er bedst dagen efter.
Tip: Når du laver din dressing, så rør din majo og slut af med at smage til med lagen fra agurkerne, det smager simpelthen genialt!
God fornøjelse.
Læs mere om min syltebog På glas og flasker her.