Udgivet i

Kom hurtigt og billigt igang med at brygge frugtvin

Har du overvejet at gå igang med at brygge, så har det ikke været lettere end lige nu. Det er ret let at komme igang med at brygge Cider & frugtvin. Både hvad angår pris på udstyr og tilgængelighed af ingredienser, opskrifter mv.

Jeg tænkte, jeg ville give et overslag her, så du har noget at gå ud fra, inden du går igang med at bestille udstyret. Det gode ved særligt cider & frugtvin brygningen, er at det både kan gøres på et S.U. budget, men man kan også gå all-in på et luksus anlæg. Her kommer jeg med minimum udstyret, der skal til, som også er et rigtig godt start sted. Så kan man blive fortrolig med hobbyen og senere helt nøjagtigt vide, hvad man lyst til at investere i.

Udstyr til at moste æbler med

Skal du brygge din egen cider, og selv moste i haven, så skal du bruge en saftpresser og en måde at findele dine æbler på. Så er du i stand til i din egen have at lave den lækreste koldpresset æblemost. Og det er et rigtig godt udgangspunkt for at brygge din egen cider. Er man flere om at købe udstyret, giver det rigtig god mening at deles om saftpresseren og frugtkværnen, da man typisk kun bruger den et par gange årligt. Det kunne være et par naboer på samme vej, eller en haveforening. Saftpresser og frugtkværn kan typisk købes i et byggemarked, eller en bryggebutik.

Hvis du har en juicer bagerst i skabet kan den sagtens bruges. Det kan være økonomisk fornuftigt, og som en start giver det rigtig god mening. (Så undgår du at skulle købe en saftpresser og frugtkværn).

  • Saftpresser (ca. 550kr)
  • Frugtkværn (600-700kr.)

Bryggeudstyr

Når man skal ud og købe et byggesæt, så vil jeg anbefale at man kigger efter et sæt, der benytter plastikspande. De er helt klart ikke så flotte og romantiske som glasballoner, men intet kan slå at de bare er mere praktiske og lettere at anvende for en ny brygger. Man kan sagtens senere begynde at bruge glasballoner, og alt det udstyr i sættet ud over selve spandene kan bruges videre i ens bryggefærd, så det giver god mening.

I min bog Cider & frugtvin, liste jeg de ting op jeg anbefaler som en god start. Sørg for at dit bryggesæt indeholder følgende:

  • 2 x Bryggespande af 10 liter med tappehane og gærlås
  • Ballon og flaskerens
  • Hydrometer
  • Testcylinder
  • Termometer
  • Kapsellukker

Husk derudover at købe bryggegær med også. En god startgær som også altid er på lager i bryggebutikkerne er Safcider gær

Et godt startsæt koster omkring 450kr.

Sættet fra Maltbazaren, er et jeg har sammensat i samarbejde med dem, og det indeholder alle de dele jeg anbefaler, inklusiv bryggegær og min bog Cider & frugtvin. Kig her

God teori og lækre opskrifter

En god vejledning og teori samt en god håndfuld lækre opskrifter er godt at have i baghånden. Tidligere i år udgav jeg Cider & frugtvin, og den er blevet taget utroligt godt imod i bryggemiljøet. Den er let at gå til, og byder på en uhøjtideligt tilgang til brygningen, hvor du læser og brygger på samme tid. Så du er hurtigt fra start.

Hvis du bestiller af mig her på shoppen så får du en signering med.

Champagneflasker

Når du skal til at flaske vil jeg anbefale dig at bruge rigtige champagneflasker. De fås i 375ml og 750 ml.

De kan holde til trykket og kommer der lidt for meget tryk på din cider, så går det også. I dit byggesæt får du tit en kapslelukker med. Det er fordi det er let og billigt at bruge kapsler, frem for propper. Er man ny, er kapsler gode, da man tit åbner mange flasker og tester meget.

  • Champagne flasker 375 ml (13-14kr stykket)
  • Champagne flasker 750 ml (16-17kr stykket)
  • kapsler 100 stk (40kr)

Rigtig god fornøjelse