Her i denne uge får i en opskrift fra min bog “På glas og flasker” hver dag. Altså syv i alt.
I dag skal vi lave syltede rødløg, som I finder på side 62 i bogen. I bogen sylter jeg med sumak, et mellemøstligt krydderi, så er det en god lejlighed til at vise, hvor let det er at lave lidt om på opskrifterne.
Man kan sagtens skifte et krydderi ud med noget helt andet og komme i hus med et lækkert glas. Da det skal åbnes omkring juletid, har jeg denne gang brugt en kanelstang og en enkelt stjerneanis.
Stjerneanis har et kæmpe smagspotentiale, så det er rigeligt at bruge en enkelt per glas, når de skal sylte helt til jul.
Laver du dem i dag, kan de sagtens holde sig helt til julebordet, uden at gå til, også uden at stå på køl.
Syltede rødløg til julebordet
- 1 kg rødløg
- 1 kvist rosmarin, 1 kanelstang, 1 stjerneanis i hver sylteglas
- 8 dl lagereddike
- 8 dl sukker
Start med at pille alle løgene, og del dem 4-8 gange. Det afhænger af, hvor store du ønsker de færdige løg skal være og hvor store de løg du har fået fat på er.
Hæld dem i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og trække i et par minutter og sigt herefter vandet fra dem.
Dette gør, at de færdige løg ikke giver én så oppustet mave, når man spiser dem.
Nu fordeler du løgene i mindre glas, der er skoldet først. Jeg vil ikke anbefale dig at sylte dem alle i ét stort glas, det kan være svært at nå at få dem spist. Ved flere små glas er de også oplagte som værtindegaver.
Mens du fordeler løgene i glassene presser du dem godt ned og fordeler også en kvist rosmarin, en kanelstang og en stjerne anis i hvert glas. Det sikre, at der er lige mange smagsgivere i hvert glas.
Kog en lage op af eddike og sukker og hæld den brand varm på glassene ned til løgene. Luk glasset med det samme, og skriv en etikette til dem.
Nu er de syltet og skal blot have tid til at blive rigtig gode, helt til jul. De kan fint holde sig til jul uden at stå på køl. Når du åbner dem første gang, holder de sig i omkring en måned.
God fornøjelse.