Her kommer en af de opskrifter jeg har haft med på syltekurser før i tiden. Det er altid sjovt at sylte noget man kender men med et tvist af noget nyt, og det er lige netop hvad de her syltede rødbeder byder på.
Jeg anbefaler altid at sylte minimum 1 kilo rødbeder, da det tager lidt tid at lave denne opskrift. Så har du nok til julen, og også de efterfølgende kolde måneder hvor rødbeder med lidt ekstra krydderier er oplagt at spise på madpakkerne.
Bagte og syltede rødbeder
- 100 g groft salt
- 1 kg rødbeder
- 5 dl lagereddike
- 5 dl vand
- 500 g sukker
- 1 tsk kardemommekerner
- 2 kanelstænger
- 5 nelliker
- 5 peberkorn
- 4 laurbærblade
Tag et fad eller en bradepande og læg et stykke bagepapir i bunden, drys så saltet ud i et jævnt lag. Vask rødbederne og læg dem ud på saltet. Bag dem i ovnen ved 150 °C i 1½ time. Herefter gnubbes skrællen af, og rødbederne skæres i skiver og lægges i glas. Saltet skal kasseres. Det er en rigtig god idé at bruge plastikhandsker her. Man undgår at få røde fingre, handskerne gør det lettere at håndtere de varme rødbeder, og dine fingre overfører ikke bakterier til den tilberedte rødbede.
Resten koges op. Når sukkeret er opløst helt, og lagen koger, hældes den over rødbederne i glassene.
Glassene lukkes straks og stilles på køl.
Når man først åbner glasset, ryger en del af holdbarheden, så har du syltet til juledagene, så lad være med at åbne glasset før tid. Jeg har selv haft glas stående længe efter første åbning, så det kan lade sig gøre. Min rekord er 10 måneder uden konservering, og de er stadig ikke gået til endnu, mens jeg skriver dette.
God fornøjelse!