December er tiden for krydrede smage og varme drikke og med min ingefærsirup, får du den perfekte ingrediens til at give dine juleforberedelser et løft. Siruppen, udkom første gang i min bagebog Eventyrlige kager, og blev senere arbejdet videre med i min bog, Mocktails. Den er fantastisk enkel at lave og uundværlig i den kolde tid. Den giver en skarp og varm smag af ingefær, der giver dybde i dine mocktails. Og så kunne den sagtens bruges i julesmåkagerne.
Denne sirup er hovedingrediensen i min alkoholfri version af en Dark ‘n Stormy, nemlig Dark ‘n Windy, som du kan finde i min bog “Mocktails. Her giver ingefærsiruppen drinken det klassiske varme kick, der normalt kommer fra mørk rom og ginger beer, men her i en alkoholfri version. Dark ‘n Windy er perfekt til en hyggelig decemberaften, hvor man ønsker at nyde en drink, der både smager af vinter og af krydret ingefær, men uden alkoholen.
Foruden mocktails er denne sirup som sagt også perfekt i julebagværk.
Ingefærsirup (1 l)
- 200 g ingefær
- 1 økologisk citron (Eller 1 økologisk appelsin til juletiden)
- 1 l vand
- 500 g sukker
Vask dine ingefær godt. Bræk dem ud i mindre stykker, så du kan skylle dem helt inde i folderne. Der kan nemlig være rigtig meget jord på dem. Er der meget jord, kan du lægge dem i blød i omkring et kvarter, inden du skyller dem.
Herefter skærer du dem ud i små stykker på omkring 1-2 cm på hver led. Du behøver ikke skrælle dem først. Vask og skær citrusfrugten ud i små både, du behøver ikke frigøre det bitre hvide, brug gerne hele frugten.
Kom ingefærstykker, citrusbåde og vand i en gryde og bring det i kog. Når vandet koger, skruer du ned, så det står og simrer. Lad det simre i 20 minutter.
Herefter sigter du væsken ned i en skål gennem din fineste si. I skålen med den varme ingefærekstrakt tilsætter du nu sukker og rører rundt, til det er helt opløst.
Hæld siruppen på flaske, mens den er varm, så holder den længere. Opbevares på køl. Har du lavet mere, end du skal bruge, kan du også fryse den.
Dark ‘n Windy (1 drink)
- 5 cl ingefærsirup
- 2 cl limesaft
- 3 stænk bitter
- isterninger
- tonic
Bland ingefærsirup, limesaft og bitter i din shaker, og shake med is.
Hæld alt op i et rocksglas. Top op med mere is og tonic.
Pynt med limebåde og frisk ingefær. Du kan sætte noget af det på en drinkspind, men det er lige så lækkert uden. Ønsker du en ekstra effekt i glasset, kan du give den et stænk bitter på toppen til sidst.
Pynt
- 2 limebåde
- 1 tynd skive frisk ingefær
- evt. 1 stænk bitter
[…] justeret på år efter år. Og i år har vi prøvet at tilføje den ingefær sirup, som jeg lavede i Låge 2. Småkagerne bliver ikke meget stærke af ingefær, så de overdøver ikke din […]