Måske har du stået i en situation hvor din æblemost ikke vil vildgære. Men hvad gør man så?
Det sker helt sikkert før eller siden og jeg har selv stået i den situation flere gange før. Du skal være ekstra opmærksom når du vildgærer, da det er en vanskelig proces. Tiden fra at du er færdig med at presse mosten og til den starter med at gære, er den mest kritiske, for det er her meget kan gå galt.
Det er praktisk talt ikke muligt at holde sådan en presning af æbler fra haven helt sterilt. Selve bryggemiljøet i din bryggespand eller glasballon, kan sagtens holdes sterilt efter bogen, men når man står ude på en græsplæne, hvor ens børn måske også hjælper til kan det være udfordrene.
Som udgangspunkt skal din æblemost igang med at gære inde for 48 timer. Men hold konstant øje med den. Frugtsaft, som står ved en lun rumtemperatur, sammen med diverse bakterier, svampespore og hvad der ellers var på fingrene, er en kritisk sammenblanding. Men lige så snart der kommer alkohol til, vil alt blive slået ned igen.
Man kan nemlig ikke vaske æblerne, da den vildgær der sidder på ydresiden af dem skal være intakt. Da det at koldpresse æblemost sviner en del, gør man det tit i en have ude på græsset eller i gården. Der påvirkes den most vi presser af luften og hvad der ellers kommer flyvende forbi, og vi kan jo ikke løbe ind og vaske fingre hver gang vi har rørt ved noget andet end saftpresseren. Men jeg synes sådan set heller ikke at man skal gå for mekanisk til værks. Hjemme hos os, er det en familieaktivitet, og derfor er børnene med, når der skal mostes æbler.
Men hvad gør man så, hvis mosten ikke vil starte med at gære af selv?
Hvis du står 48 timer efter du har mostet, og du stadig ikke har aktivitet i gærlåsen, så se på din most. Brygger du i en bryggespand, så åben låget og kig ned i spanden.
- Vurder din most. Er mosten fri for pletter der flyder på toppen der kunne være mug?
- Duft til mosten. Dufter den af frisk æblemost?
- Smag på den. Smager den stadig lækker af æblemost?
Hvis du kan svare ja til alle 3 punkter, så er din most med alt sandsynlighed helt i orden stadig. Jo længere tid du lader din most stå, jo stører risiko er der for at du ikke kan svare ja til alle punkterne, og så er det for sent.
Mit råd til dig er, at hvis du står 48 timer efter du har moster og stadig ikke har det mindste aktivitet i gærlåsen, så pastoriser mosten, og tilsæt en bryggegær. Så får du stadig en cider i hus i år, og muligheden for at vildgære til næsten år.
Når du pastoriere mosten, så varm den op til 80 grader og køl den herefter af med det samme. Eventuelt direkte i gærspanden eller glasballonen. Når mosten igen er under 30 grader, så tilsæt en bryggegær. Det kunne eksempelvis være en SN9, eller en anden god cider gær.
Ved pastorisering er det meget vigtigt at mosten ikke når kogepunktet, da det vil ødelægge smagsprofilen i din most.
God fornøjelse.