Udgivet i

Hyldebær, mine tanker omkring dem

Hyldebær

Hyldebærrene er på vej til at modne på træerne rundt omkring. Det er også nu, at vi begynder at se opskrifter, hvor hyldebær indgår.

Noget der har trendet på det sidste har været kapers, lavet på grønne hyldebær. Der bliver også snapset i stor stil på hyldebær både grønne og modne.

Før man skriver opskriften færdig

Da jeg skrev opskriften på Hyldebærlikør til min bog På glas og flasker, ringede jeg til skov og naturstyrelsen og kom i kontakt med en naturvejleder dér.

Jeg fortalte hende om bogen, ideen med opskriften og om der var noget som helst, jeg skulle være opmærksom på med hensyn til min fremgangsmetode.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Mange er jo bange for at bruge dem fordi de er giftige.

Min første ide var at lave en snaps, som jeg efterfølgende ville gøre sød. Hun mente det nok var ok. Hun sagde i første omgang til mig, at hun ikke ville have nogle bekymringer ved det. Vi sagde pænt farvel og lagde på.

Efter 10 minutter ringede min telefon. Det var samme naturvejleder. Hun havde tænkt over det. Måske enda spurgt en kollega til råds. Og nu var meldingen en helt anden. Hun fortalte mig, at hun på ingen måde ville stå inde for en opskrift med den fremgangsmetode. Det var jo en klar melding.

Sammen snakkede vi frem og tilbage om, hvordan den bedre kunne drejes, så hun igen kunne stå inde for det.

Det er utroligt vigtigt, når man laver opskrifter, lige at tjekke op på detaljerne. Måske er det livrem og seler, men bedre end skulle tilbagekalde en bog fra butikkerne.

Snaps med kraft

Tidligere her i år, da jeg ordnede udstillingen i vinduet i min café, stødte jeg på en snaps. Den havde stået længe og bærrene var stadig i. Jeg åbnede den. Det var en hyldebær snaps der var blevet sat over, på samme tid som vi lavede den originale opskrift til bogen, som vi senere skrottede. Det var alt for spændene til bare at hælde ud, så jeg nød en snaps i caféen ved lukketid, med en ansat.

“Vil du smage en snaps med en forholdsvis høj mængde blåsyre?” Spurgte jeg mens jeg hælde et glas op. Det var en smag som garvesyre, altså det vi kender fra fadlagret rødvine der får munden til at snurre sammen og virke tør. Ikke noget man hverken kan eller skal drikke for meget af, men spændene var det. Resten donerede vi til afløbet.

Hvad hvis mine børn spiser hyldebær?

Når det kommer til børn, så er der nok ikke så meget fare for, at de spiser dem. Altså med mindre det er min lille Freja der bare tygger på alt for tiden, men selv hun ville nok spytte det første ud igen. De smager jo ikke særligt godt rå. Af samme grund er jeg helt tryk ved at ungerne leger omkring hyldebærtræet, plukker bærrene og laver legesuppe af dem.

Kan jeg juice dem til min morgenjuice, der er jo masser vitaminer i dem

Der var en café inde i København der bruge friske hyldebær i deres juice. Det blev stoppet af myndighederne, da det blev opdaget, det er fuldstændig no-go. Der var også en sag med et konferencecenter der forgiftede en masse gæster også med juice lavet på blandet andet rå hyldebær.

Blåsyre lyder ikke rart

Grønne hyldebær kan udvikle blåsyre. Som også er i de modne bær efterfølgende. Det kan fjernes ved at koge dem i mindste 20 minutter. Man dør ikke af at komme til at spise et par, men hvert år er der folk der bliver alvorligt forgiftet af dem.

Men man har jo spist hyldebærsuppe altid?

Hyldebærsuppe og hyldebærsaft har man altid lavet. Det smager faktastisk. Ungerne elsker det, og jeg elsker det. Når man skal lave saft af bær, koger man dem i forholdsvist langt tid, jeg plejer også at lade dem trække i måske en time efter kogning, før jeg sigter dem. Derfor er der absolut ingen fare ved at drikke hyldebærsaft lavet fra havens hyldetræer. Det er ikke bare noget man kan gøre, man skal!

Lige så snart at hyldetræet uden foran mit vindue er klar med årets afkast as hyldebær, laver vi likør, saft, suppe, cider og frugtlæder af dem.