Syltede agurker er en fast del af sortimentet af syltede sager i de fleste køleskab. Jeg har også et klart indtryk af at det et en af de første opskrifter køberne af min bog “På glas og flasker” går igang med.
Hjemme hos mig kan vi sagtens lave flere versioner af dem på samme tid. Når man først har gang i lage og skyldning af glas, så kan man med lethed lave et par forskellige versioner i samme arbejdsgang. Opskrifterne her ligger også helt naturligt op til at børnene kan hjælpe til. Neden for giver jeg et par forslag, som let kan ændres til hvad du lige har hjemme i skabet.
Du kan læse mere om min bog “På glas og flasker” her. Den kan købes hos mit forlag, eller alle steder hvor du normalt køber dine bøger. Den kan også lånes på biblioteket.
Syltede agurker som vi kender den fra supermarkedet
- 1 økologisk agurk
- 40 g flagesalt
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl klar økologisk lagereddike
- 1 teske gule sennepskorn
- 2 laurbærblade, gerne friske
Start med at vaske din agurk og skære den i tynde skiver. Du kan gøre det med køkkenets skarpeste kniv, eller en mandolin. Tænk lidt på hvordan du ønsker slutproduktet skal være.
Hæld herefter agurkeskiverne i et dørslag og vend det rundt med salt. Lad herefter agurkerne stå og trække i omkring en time. Stil eventuelt dørslaget i vasken, der er mere vand der løber fra end man regner med.
Saltet trækker væske ud af agurkerne ved at spænde cellerne i grøntsagen. Det gør sammentidigt også agurken istand til at trække smag til sig.
Imens agurkerne står og trækker med salten, koges en lage af resten af ingredienserne.
Klargør dit glas. Vask det af og desinficer det. Det er vigtigt at dit glas lukker tæt og har en intakt gummiring.
Herefter skyller du agurkerne fri for salt. De ender naturligt nok med at smage lidt af salt. Pak dem herefter ned i dit klargjorte glas. Med “pak”, mener jeg at du godt må trykke det lidt forsigtigt sammen, så der kan være flest mulige agurkeskiver i glasset.
Nu hældes lagen på glasset. Den må godt være rygende varm. Hældes den på lige under kogepunktet hvor efter glasset lukkes til, hjælper det med at få dine agurker til at holde sig længe. Du kan på denne måde helt undgå at det skal stå på køl til før du åbner den første gang. Af samme grund er det vigtigt at dit glas slutter helt tæt, så undertrykket ikke udlignes.
Nu stiller du dit glas i skabet, på hylden, eller i køleskabet. Hvis glasset har været disinficeret med kogende vand, vodka eller konserveringsmiddel, og lagen var hældt på kogende, og du efterfølgende ikke har haft fingrene i glasset, kan det holde sig længe også uden det står på køl.
Efter første åbning af glasset, skal det stå på køl og agurkerne skal hele tiden være dækket af lage. Det kan fortsat holde sig i en måned eller 2, men vores er typisk spist op efter en uge.
Syltede agurker med stjerneanis og peber
- 1 økologisk agurk
- 40 g flagesalt
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl klar økologisk lagereddike
- 2 laurbærblade, gerne friske
- 4 sorte peberkorn
- 10 tørrede korianderfrø
- 1 stjerneanis
- 1 tsk gule sennepsfrø
Brug samme fremgangsmetode som oven over.
Syltede agurker med dild, evt krondild og enebær
- 1 økologisk agurk
- 40 g flagesalt
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl klar økologisk lagereddike
- 2 enebær, knuste
- 2 laurbærblade, gerne friske
- 2 dildkviste, gerne krondild
Sammensætningen af enebær og agurk kender vi fra gin & tonic hvor man i visse opskrifter tilsætter agurk. På samme måde lader vi os inspirere af denne sammensætning, blot med omvendt fortegn.
Brug samme fremgangsmetode som oven over. Det skal dog siges at enebær giver en meget gennemtrængende smag, hvis det får lov til at trække i langt tid. Man kan eventuelt koge enebær med i lagen i et par minutter, herefter sigtes de fra hvorefter resten af lages laves færdig,
Syltede agurker med estragon og sennepskorn
- 1 økologisk agurk
- 40 g flagesalt
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl klar økologisk lagereddike
- 2 laurbærblade, gerne friske
- 1-2 kviste frisk estragon
- 1 tsk gule sennepsfrø
Brug samme fremgangsmetode som oven over. Har du eventuelt en hjemmelavet kryddereddike, kan du bruge den her, hvis du ikke har friske krydderurter. Brug den i stedet for eddiken i opskriften.
Syltede agurker med smag af røg
- 1 økologisk agurk
- 40 g røget flagesalt
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl klar økologisk lagereddike
- 2 laurbærblade, gerne friske
Da jeg var i Bella Centeret og promoverer min syltebog På glas og flasker, til bogforum ’18, havde jeg blandt andet denne med som smagsprøve. Det er simpelthen genialt. Når agurkerne blot har trukket med det røget salt, og derefter skyllet, har de fået lige netop den mængde røgsmag det kræver så de er delikate uden at smage af spejderlejer.
Brug samme fremgangsmetode som ovenover.
Til slut
Hvis du er nået så langt ned i teksten, så tak fordi du læser med! Del gerne mit indlæg med dine venner!
God fornøjelse.